Min Mormors Gebis & SøndagsÅbent

Familiesøndagen står i Bedstemors navn.
Oplev Jakob Martin Strids nyklassiker: Min Mormors Gebis fortolket af Dissing & Las.

Der er hygge på bedstemor vis i de kreative workshops, hvor der bl.a. skal musselmales og fingerstrikkes!

    Den anmelderroste trio Dissing & Las har givet Jakob Martin Strids nyklassisker ’Min mormors gebis’ en lydside i tråd med bogens anarkistiske appel til både børn og voksne.

    Bogens afsæt kom, da Jakob Martin Strid over hals og hoved bad trioen om at sætte musik til en tekst i forbindelse med, at han fik Kronprinsparrets Kulturpris. Dissing & Las lavede ’Grønlands is’, og alle var så glade for resultatet, at samarbejdet blev udvidet til at omfatte hele den bramfri bog om medisterminister Fister, om et araberkomplot mod en rabarberkompot og om hvaler i Holmens Kanal.
    - Vi har alle sammen elsket Strid siden de flabede striber i Politiken. Og ’Min mormors gebis’ har vi en stærk relation til, fordi vi hver især har siddet med den bog sammen med de mennesker, vi elsker højest i verden, siger Rasmus Dissing.

    Statens Kunstfond har præmieret albummet med følgende begrundelse:
    ”Hvem krammer det vilde barn, hvem roser ballademageren, hvem folder sørøver fantasien ud og ikke ind, på barnet der går planken ud? På Min Mormors Gebis har Dissing og Las taget sine mange års bandsamarbejde med ind i en generøs musikalitet og søsat Strids skæve børneunivers. Denne udgivelse er en musikalsk strittende børste og en poetisk urskov til det rodede børneværelse og det energiske barn. Det er en udgivelse, som er enestående i sin afsøgning af både mørket og lyset i en barnlig fortælling.”

    NygadeHuset inviterer til deltagelse i de kreative workshops hvor der er bedstemor over hele linjen, der skal bl.a. musselmales på porcelæn, fingerstrikkes og males malerier.
    Måske der også kommer en bedstemor på besøg - tag gerne din egen med - vi giver en gratis småkage til alle bedstemødre!

    Dagens Program:
    9.30-14.30 kreative workshops og caféen er åben med brunch
    9.30-13.00 Caféen er åben med brunch (afregnes særskilt)
    11.00 "Min Mormors Gebis" i Spiloppen.

    Entré koncert og kreative aktiviteter: 75 kr.
    Entré til huset uden koncert: 30 kr.
    Børn under 2 år er gratis

    Arrangør: NygadeHuset

    Sidst opdateret 10.10.2017

    Del denne side med verden eller bare en ven på Facebook, Twitter, Google+, LinkedIn eller mail.

    Fandt du siden nyttig?

    Nygadehuset Nygade 23 A 6200 Aabenraa mail@nygadehuset.dk