Vegas Sangskat - Pernille Rosendahl og Peter Sommer

Syng med på Danmarkssange, kritiske viser og kærlige evergreens.

Lørdag den 21. april lufter vi nye og gamle dele af den danske sangskat og fejrer fællesskabet i Sønderjyllands favn sammen med Peters Sommer, Pernille Rosendahl, Charlotte Munck og et svingende husorkester til en aften fyldt med fællessang i Nygadehuset.

    Vi slår dørene op til en aften, hvor du kan synge med på tekster, der hylder dit, mit og vores Danmark og dets fabelagtige steder og beboere. Det gør vi sammen med vores svingende husorkester, musikerne Pernille Rosendahl og Peter Sommer og aftenens vært, skuespiller Charlotte Munck.

    Kom og del din røst sammen med det store fælles-kor, som publikum danner denne aften. Alle kan være med, og vi håber, at du sammen med os har lyst til at dyrke den sammensmeltende oplevelse, som fællessang og musik giver. Alt sammen akkompagneret af det erfarne husorkester.

    Medvirkende
    Charlotte Munck er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater og har nydt stor succes i film som Kongekabale og En kort en lang samt på teateret. Mest kendt er hun dog for sin rolle som Anna Pihl i tvserien af samme navn. Charlotte Munck spiller også med i bandet MunckBjørnKodal. Denne aften guider hun publikum gennem sangprogrammet og assisterer med rytmiske indspark.

    Pernille Rosendahl bragede igennem som en del af indiepop-bandet Swan Lee med debutalbummet Enter i 2001, og siden da har hun sunget sig til en særplads på den danske musikscene med sin udtryksfulde stemme og medrivende sangskriverevner. Hun indtog de danske tv-skærme som X-Factor-dommer i 2010 og fyldte radiobølgerne med rockbandet The Storm. I 2016 udkom hendes andet soloalbum Dark Bird.

    Med hittet ”Valby Bakke” satte Peter Sommer fokus på den danske rockpoesi og de muligheder det danske sprogs klicher og faste vendinger rummer. Han har senest turneret med 2008-albummet Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene og arbejder for tiden på en ny skive.


    Mere end til højtider og fødselsdage

    Den danske sangskat kan bruges til mere end højtider, Sankt Hans og fællesskrål til koncerter. Vi har i samarbejde udvalgte en række danske sange, som vi synes definerer den danske tone og stemning, og du behøver ikke at kunne teksterne udenad. Vi skal nok sørge for sanghæfter. Så tag din mormor, bedste ven, nabo eller kollega i hånden og kom og syng med os. Vi lover, at det bliver en magisk aften.

    Spillestedet VEGA på Vesterbro i København startede fællessangsprojektet “Sangskatten i…” i 2015 for at sætte fokus på, hvad fællessang og fællesskab kan gøre ved os som mennesker; for at grave dybt i den danske kulturarv og for at finde frem til en fælles dansk identitet.

    Dørene til koncerten åbner kl. 19.00

    Billetpris:
    Forsalg: 195 kr.
    I døren: 215 kr.
    Studierabat 50%

    Arrangør: NygadeHuset i samarbejde med Sønderborghus

    Sidst opdateret 12.11.2018

    Del denne side med verden eller bare en ven på Facebook, Twitter, Google+, LinkedIn eller mail.

    Fandt du siden nyttig?

    Nygadehuset Nygade 23 A 6200 Aabenraa mail@nygadehuset.dk